Det der med at blive mor ... - graviditet

   - Vil lige gøre opmærksom på at hvis I ikke orker lange (MEGET) indlæg og måske slet ikke et indlæg der handler om graviditet, fødslen og moder-rollen.. Så er det nok ikke denne I skal læse :-)


Nogle gange føler jeg mig så overvældet efter at jeg er blevet mor, at jeg føler jeg har brug for at få det ned på skrift... Blandt andet fødslen.. Overgangen fra graviditet og til rent faktisk at have dette lille nye menneske i armene, som er 110% afhængig af mig og kun mig.. 
Jeg kunne snakke om fødslen i timevis, for selvom det er en ting der virkelig er sket og at jeg endda har haft over 2 mdr til at tænke det igennem.. Så føles det stadig uvirkeligt.. At jeg har gået igennem en så kæmpe (og smertefuld!) oplevelse i mit liv.. Og selvom jeg formentlig skal have flere børn på et tidspunkt.. Så vil jeg aldrig få den oplevelse igen.. Fordi det netop var første gang og altså dermed en meget ukendt ting jeg gik ind til... Jeg vil faktisk starte helt fra begyndelsen - og fortælle om alle de tanker der fulgte med.

Her kommer 1. del....

Dette er et billede af den allerførste test jeg tog.. Streg nr 2 er der jo næsten ikke. I kan tro jeg kiggede på den test mindst 100 gange den dag.. Det var d. 23. november 2012 .. Jeg kunne ikke gøre op med mig selv om den rent faktisk var der eller om jeg bare så syner. Jeg har altid vidst at en streg er en streg.. Så hvis den streg rent faktisk var der - tydelig eller ej - så var jeg altså gravid. Det var helt surrealistisk .. For hvis jeg ikke så syner, så var den der jo .. Jeg skulle være mor. 

Jeg tog 2 tests mere hver anden dag over de næste 4 dage, og der blev den jo selvfølgelig tydeligere og tydeligere. Det kan I se på næste billede hvor jeg sammenligner:

Det var helt uvirkeligt for mig, i selv samme moment var der altså ved at blive lavet en lille baby.. i MIN mave.. Det kunne da ikke passe.. Det var bare noget jeg bildte mig selv ind. Jeg havde svært ved at forstå at nu var jeg altså gravid. Lille mig? Jeg var jo kun 19 år gammel. Jeg fik det skam også bekræftet ved lægen! Der var bare et andet lille problem...... Lige så lykkelig som jeg faktisk var, da det rigtigt begyndte at gå op for mig.. Lige så skrækslagen blev jeg faktisk. Hvad hvis jeg mistede det her lille væsen? Chancen for abortere inden 12. uge lå på hele 15% .. Det synes jeg er højt. Jeg gik faktisk hver dag og var bekymret.. Jeg tjekkede ærligt talt trusserne efter hvert toiletbesøg, for at tjekke efter pletblødninger.. og hver mindste lille krampe (som bare var livmoderen der voksede) så blev jeg faktisk nervøs.. Tosset, ikke? For jeg ville jo alligevel ikke kunne gøre noget ved det hvis jeg skulle være så uheldig. Jeg fik overtalt kæresten til at tage til en tryghedsscanning (som faktisk koster 400 kr) - blot for at se en lille peanut med hjerteblink i 10 minutter.. Men hvis man var så heldig at se hjerteblink .. Ja så sank abort-risikoen ned til hele 8% .. Jeg fik en tid mandag d. 17. december hvor jeg var 7+2 :-) Dette var hvad vi så til scanningen: 

Prøv lige at se det lille væsen derinde og det lyserøde markeret er selvfølgelig hjertet.. Jeg nåede at se den lille flimrende prik inden scanningsdamen overhovedet nåede at sige noget. Hold da op hvor var jeg lykkelig der.. Vores lille peanut havde et bankende hjerte! Den levede! På det tidspunkt var vores lille baby 1,14 cm.. Det er jo ingenting, i forhold til de 51 cm hun kom ud med ;-) Inden den scanning var jeg sikker på at der ikke ville være noget hjerteblink - at jeg var ved at abortere for netop den morgen havde jeg pletblødt.. Så man kan vel sige at det var held i uheld at vi skulle kigge ind i maven den dag. ;-) Kan bare huske jeg sad i venteværelset med den største klump i halsen og hele vejen derop havde jeg ikke sagt en lyd.. For hvad nu hvis jeg fik af vide der ikke var noget liv? Det kunne jeg slet ikke bære. Dette var mit højeste ønske og hvad hvis det nu alligevel ikke blev en realitet nu jeg havde glædet mig så meget? Heldigvis så alt ud som det skulle - det man nu kunne se så tidligt :-D 

D. 11. januar 2013 kom der et brev dumpende i postkassen om at jeg skulle møde til nakkefoldsscanning på Sønderborg sygehus d. 22. januar hvor jeg ville være 12+3 .. Der tjekker man barnet for Downs Syndrom.. og selvom både jeg og faren er sunde og raske - så kan man vel ikke lade være med at være lidt nervøse? Ihvertfald så talte jeg dagene til at vi kunne komme ind og se vores baby igen - for jeg var selvfølgelig stadig lidt nervøs for det der med abort risikoen, men jeg vidste at hvis vi nåede til 12. uge med en levende baby, så var det helt nede på 2% og først efter der kunne jeg begynde at tage det roligt. Dagene gik - langsomt! Følte jeg ihvertfald - men dagen kom heldigvis og vi skulle ned og se vores baby <3 

Se hvor meget vores baby var vokset.. Vi kunne faktisk både se arme og ben der spjættede og den vendte sig rundt hele tiden.. Vores baby målede præcis 6 cm. Var sund og rask og denne gang fik vi lov at høre hjerteslaget.. 160 slag i sekundet - sh*t man hvor var det uvirkeligt. Vi fik helt kuldegysninger. Scanningsdamen ville have babyen til at vende sig, så hun hoppede med scanningshovedet på min mave og det endte faktisk med at vores baby vendte med ryggen til os.. Det så helt vildt sjovt ud. Det lignede at den sagde "Lad mig nu sove i fred!".. Det var en rigtig dejlig dag og der fik jeg samtidig tid til den næste scanning - misdannelsesscanningen - som først skulle være d. 11. marts .. Nøj der var længe til! 

På dette tidspunkt var det blevet annonceret til alle at vi nu ventede os vores første barn og det blev heldigvis taget rigtig godt i mod. :-) Vi flyttede også fra vores 59 kvm lejlighed ud til et hus på 137 kvm på 800kvm grund.. Stor forskel - og hvor var det dog dejligt med alt den plads vi pludselig fik.. Nu havde jeg både fået det kontor jeg ønskede mig og vi havde et børneværelse. Eneste ulempe var at vi flyttede fra en by med 5 "supermarkeder", 5 tankstationer, diverse pizzarier og grillbare, togstation m.m. .. til en lille by uden købmand.. men med en kro i stedet.. Suk! 

Nå det var også på dette tidspunkt at jeg begyndte at tage mavebilleder, da livmoderen rent fysisk ikke begynder at fylde før efter 12. uge hvor den vokser sig over skambenet.. Jeg begyndte så først at få en runding omkring 15. uge. :-) Jeg mærkede det første lille blop derinde fra da jeg var 16+0 - det var helt craaazy! :-D 2. gang var ca. 17+4 :-)

Det næste billede her er fra 2 dage inden vi skulle til misdannelsesscanningen - endelig! :-)

Jeg havde endelig fået overtalt min kæreste til at vi skulle vide køn - jeg selv havde drømt 3 gange at det skulle blive en pige og de fleste andre mente det samme. :-)

Her er billede fra scanningen:

Her kan man jo allerede se rigtig fin hovedform osv. På dette tidspunkt skulle babyen være omkring 20 cm lang. Alt var fint med organerne og rigtig fint hjerteslag.. Dog var der en lille ting - heldigvis ikke med babyen men med mig :-/ Moderkagen sad for tæt på "udgangen" og hvis den ikke flyttede sig ville det betyde kejsersnit, da jeg kunne risikere alvorlige konsekvenser med en blokerende moderkage. Så det betød at jeg altså skulle komme tilbage til en scanning i uge 32.. For der ville de kunne se om den var flyttet sig. Til sidst spørger damen om vi ønsker at vide køn og der skynder jeg mig selvfølgelig at sige ja! På et tidspunkt kommer min kæreste til at sige "han" - jeg kan desværre ikke lige huske hvad det var i forbindelse med.. men da siger damen at hun altså tror babyen ville blive ked af at blive kaldt "han" for det var altså en pige! Hvor uvirkeligt! Vi skulle altså have en lille prinsesse! Så havde jeg alligevel ret i min fornemmelse... ;-)

Fra vi kom hjem den dag, mærkede jeg hende hver dag og indtil hun blev født - egentlig lidt mærkeligt, men det er rigtig nok.. Samtidig var det helt mærkeligt for mig at skulle vende mig til at kalde vores baby for "hun" eller "hende" i stedet for "den" :-) Det var faktisk mærkeligt pludselig at vide hvad køn det var :-) Men ja, så kunne jeg jo begynde at shoppe lyserødt og hold nu op, hvor var det altså bare en ting jeg havde glædet mig til! Samtidig med mit shopperi, ja så voksede maven altså stadig ;-)

Ja jeg voksede egentlig ret meget og ret hurtigt.. Der skete ihvertfald et godt ryk fra uge 23 til 24 ;-) Fra uge 13 til 28 havde jeg det faktisk rigtig godt.. For kvalmen havde lagt sig og jeg var endnu ikke belastet af vægten, men det kom jeg helt sikkert til at blive! D. 16. maj havde jeg en tid til 3D/4D scanning det samme sted som jeg blev scannet i uge 7.. Denne gang skulle jeg have min svigermor og mor med. Det var en rigtig god oplevelse. Vi fik utroligt mange billeder med hjem + korte sekvenser. Her er et lille udpluk: 

Fik endda også billeder med der viser kønnet meeeeeen det smider jeg ikke op her :-D og hun var selvfølgelig stadig en pige. ;-) Det var også en af de gode dage, hvor vi derefter gik ned og fejrede det med lidt mad på Sunset. ;-) 

Nu smider jeg lige et par mavebilleder mere ind frem til fødslen + det fra scanningen i uge 32 - hvor det hele selvfølgelig var som det skulle være og fik af vide jeg sagtens kunne føde normalt. 

Hold nu op hvor blev jeg altså bare kæmpe!! :-D Tog også et ordenlig ryk fra uge 33 til 37 ;-) På det sidste billede kan I se at maven er sunket og bebse ligger derfor godt klar med hovedet dybt nede! Yes, jeg blev tit mobbet med min pingvin gang ;-) 

De sidste 10 uger kunne jeg ikke gå normalt + det var meget hårdt for min krop med de ekstra kilo midt på maven der + sommerheden og vand i kroppen.. Så det var jo bare supér! (Ironi kan forekomme).

Trods at jeg var meget udmattet og træt med mine "skavanker" sidst i graviditeten,, så havde jeg trods alt en god graviditet og jeg elskede faktisk min store runde mave jeg kunne nusse på i evigheder + alt det liv jeg kunne mærke indefra selvom hun nu godt kunne være lidt hård ved mig engang i mellem. Der er bare noget helt specielt over det ;-) Jeg vil nu runde 1. del af og hoppe videre til 2. del - nemlig fødslen :-O